“Livshistorier og stories” – terapigruppe for psykologer

Fokus på egen udvikling og ressourceforankring i det daglige psykologarbejde.

9/9 – 7/10 – 4/11 – 9/12 2011 – 4 gange i foråret 2012 aftales med gruppen.

Indhold:

- Arbejde med egen oprindelsesfamilie og livshistorieforløb, forankring af særlige vendepunkter undervejs.

- Arbejde med egne dominerende fortællinger, unikke undtagelser og foretrukne fortællinger.

- Arbejde med de personlige temaer, som især slås an i mødet med klienter, supervisander, undervisnings- og kursusdeltagere, samt samarbejdspartnere. 

- Arbejde med at adskille det ”private/personlige” og det ”personlige/faglige”, personlig stil som en resurse via egen terapien.

- Oplevelsesorienteret og fænomenologisk forståelse af terapiens virkemidler.

Form:

individuel terapi i gruppe og fælles øvelser fx fælles ”erindringsrejse” og tegning af livshistorielinjer.

Terapiretning: Narrativ terapi, hypnoterapi, specielt Milton H. Erickson og Storytelling. 

Underviser: Cand.psych. Grethe Bruun, specialist og supervisor i Børnepsykologi og i Psykoterapi. Kandidat 1981.

Sted: Psykologgruppen, Jernbanegade 14 A. st. tv, 4700 Næstved

Tidspunkt: 9.30 til 16.15, der serveres kaffe og brød fra kl. 9.

Deltagere: 8

Timetal/varighed: 48 undervisningstimer, fordelt på 8 kursusdage med 6 undervisningstimer pr. gang.

Pris: 15.200 kr. inkl.forplejning og undervisningsmateriale.

Kursusbevis: Ved afslutningen af kurset udstedes kursusbevis, som kan bruges i forhold til specialistuddannelse. Dansk Psykologforening forhåndsgodkender ikke terapi.

Forslag til placering: 

Specialist i klinisk børnepsykologi 6.4.3

Specialist i pædagogisk psykologi 8.4.3

Specialist i sundhedspsykologi, børn eller voksne 11.4.3

Specialist i psykoterapi, børn eller voksne 12.4.3

Specialist i psykopatologi 13.4.3

 Specialist i psykotraumatologi 14.43

Foreløbig inspirations litteratur:

Grethe Bruun(2009):”Storytelling i terapi og supervision” Dansk Psykologisk Forlag

Jerome Brunner(1999): ”Mening i handling” Klim

Jerome Brunner (2004): ”At fortælle historier i juraen, i litteraturen og i livet” Akademisk Forlag

Milton H. Erickson & Ernest L. Rossi (1989):”The February Man – Evolving Consciousness and Identity in Hypnotherapy” Brunner/ Mazel N.Y.

Stephen R. Lankton & Carol H. Lankton (1983): “The Answer within: A Clinical Framework of Ericksonian Hypnotherapy” Brunner/ Mazel N.Y.

Geir Lundby (2000): “Narrativ terapi” Gyldendal

Ellinor Orchs & Lisa Capps (2001): “Living Narrative – Creating Lives in Everyday Storytelling” Harvard University Press

Michael White (2008): “Kort over narrative landskaber” Hans Reitzel

Hypnose, trance og storytelling i psykoterapi

Den psykoterapeutiske arbejdsgruppe på Fyn, Odense 9/11 2011 17.30-18.30 med efterf. Diskussion

Trancefænomener i terapeutisk samtale. Hverdagstrance og historier i psykoterapi. Direkte og indirekte metoder inspiration fra bl.a. Milton H. Erickson. Eksempler og metoder fra egen praksis som terapeut fx indre barn arbejde, ego-state arbejde og metaforarbejde. Tranceinvitation til deltagerne i foredraget, så vi kan tale sammen ud fra et oplevelsesperspektiv.

Inden kurset kan hentes artikler og historier på hjemmesiden:

www.psykologgruppen-naestved.dk

Grethe Bruun arbejder som privatpraktiserende psykolog

i Psykologgruppen – Næstved primært med supervision og med storytelling.

Specialist og supervisor i Psykoterapi og i Børnepsykologi

Grethe har skrevet bogen ”Storytelling i terapi og i supervision” Dansk Psykologisk

Forlag 2009, som danner udgangspunkt for kurset.

Tidsskrift for klinisk hypnose nummer 2, november 2011

Hypnoterapeutisk supervision omkring stress

Metaforer, historier og trance

af psykolog Grethe Bruun

Supervisionsrummet er et særligt samtalerum, hvor supervisanden drøfter faglige problemstillinger med supervisor. Supervisanden kan også vælge at tale om sine egne reaktioner i arbejdet. Fokus i supervisionsrummet er på såvel klientens proces, som på supervisandens faglige og personlige udvikling i arbejdet.

I supervisionsrummet undersøger vi sammen de fortællinger, som supervisanden bringer frem og leder efter de øjeblikke, som giver mening for supervisanden. Supervisionsrummet er et særligt kommunikationsrum, hvor vi er sammen om at udforske og forstå problemstillinger. Gennem aktiv analyse og spørgsmål undersøger vi mange vinkler. Gennem væren i rummet lytter vi, både supervisor og supervisand, os ind på de mange lag, som findes i en menneskelig kommunikation.

”Hamster i et hjul”

En supervisand, der arbejder som personlig konsulent i sociale sager, bruger en dag et billede om sin arbejdssituation: ”Jeg har det som en hamster i et hurtigt hjul”. Hun beskriver, hvordan arbejdssituationen og arbejdspresset ”giver ondt i maven”. Da vi har uddybet situationen med flere detaljer, og metaforen er skrevet på tavlen og indrammet med tusch, spørger jeg til: Hvad vil være det modsatte billede? Spørgsmålet stilles for derigennem at invitere supervisandens resurser frem og samtidigt give mulighed for et polaritetsarbejde med to billeder at tage stilling til. Supervisanden siger ret hurtigt: ”En hamster, der træder et skridt ud af hjulet.” Vi sætter også denne metafor op på tavlen og taler lidt om, hvordan det er at være en del af det ene og det andet billede. Der kommer i samtalens forløb en fornemmelse hos mig af, at der mangler noget, efter vi har talt om temaerne stress og hverdagsrytme.

Når jeg senere tænker forløbet igennem, tror jeg, denne mangel-fornemmelse drejer sig om, at supervisanden er meget energisk og engageret i sit arbejde, og billedet med hamsteren, der træder et skridt ud af hjulet, virker lidt passivt i forhold til hendes livlighed i kontakten, hvorfor jeg spørger: ”Mangler der måske et tredje billede?” Efter en lille tænkepause formulerer supervisanden det som ”Ja, en hamster i et hjul, som ikke løber for hurtigt”. Denne metafor bliver også skrevet op og indrammet midt på tavlen, og supervisanden læner sig tilbage, betragter de tre billeder, og i den videre samtale kommer vi ind på, hvad og hvem, der støtter hende i at være i det midterste foretrukne billede. Desuden er vi inde på, hvordan hun kan opdage, at hun er på vej ind i det hurtige hjul, og i den forbindelse fokuserer vi særligt på somatiske signaler, idet det jo var dette hjul eller denne position, som gav mavepine. Supervisionsforløbet er fortsat med mange arbejdsrelaterede emner og ind imellem vender supervisanden stadig tilbage til hamsterbilledet, som hun bruger til en slags selv-supervision, når det hele løber for stærkt. Metaforen bliver brugt både som en aktiv stressreducerende faktor og som en metafor for aktørperspektivet, der åbner mulighed for valg i hverdagen. Supervisanden beskriver det således i en mail: ”Jeg har meget stor glæde af metaforen og er kommet til at holde af mit rolige træd. En gevinst yderligere er, at jeg er kommet til at holde mere af hverdagen, også i mit private liv… jeg behøver ikke at skulle træde ud af hjulet for at opleve en god hverdag. Det er netop det rolige hjul, der giver mig tilfredsstillelse og ro. Ud af det springer overskuddet til at træde ud af hjulet på mit valg og ikke af nød. Det gør noget andet i såvel job som privatliv. Kort sagt kreativiteten får plads…”

Den levende hamstermetafor blev et fælles tredje, som vi sammen kunne forholde os til og videreudvikle gennem dialogen i samtalerne. Historien og metaforen gav kvinden en mulighed for at se sin situation udefra, på sidelinien frem for at være midt i og tale og agere derfra hele tiden. Eksternaliseringen via metaforen gav også mulighed for nye refleksioner og aha oplevelser, som da kvinden, efter en ferie periode, sagde: ”Vil du tro det, jeg har gået Hamsterhjulet i gang!” Aha oplevelsen gav denne nye mulighed for selvkontrol ”at gå i gang” frem for ”at springe på et hjul i farten” og dermed straks være i hverdagens højeste stressfremkaldende gear. Kvinden bruger fortsat metaforen aktivt i forhold til opgaver, som kalder på stressreaktioner uanset om det foregår på arbejdsmarkedet eller udenfor i andre sammenhænge. Metaforer kan som her blive personligt langtidsholdbare.

En Hamster i et hjul var supervisandens personlige metafor, men når jeg har præsenteret denne case i andre arbejdsgrupper, viser det sig, at metaforen indeholder et alment budskab, som mange kan koble sig på et det postmoderne samfund, hvor arbejdsstress er ret udbredt.

Arbejdsmetoden ”det modsatte billede og det tredje billede” opstod i vores samarbejde i supervisionssamtalerne. Tidligere har jeg arbejdet meget med polarisering, når noget var fastlåst, udsigtsløst, trist… ved at bede en klient eller en supervisand finde en metafor for, det som foregår, og dernæst at spørge: hvis det modsatte billede fandtes, hvad ville det være?

Samme øjeblik, vi opererer med to billeder, er der en mulighed for en bevægelse, som grundlag for et samarbejde i samtalen om at finde andre muligheder. Klienten eller supervisanden kan gå på besøg i begge billeder, og der kan ske en transport af information, viden og færdigheder fra det ene billede til det andet.

I en supervisionsgruppe fortalte en supervisand engang om en gruppe, som han havde svært ved at supervisere. Undervejs i interviewet havde han nævnt, at denne gruppe var helt anderledes end en anden gruppe, han superviserede, hvor supervisionen foregik nemt. Jeg bad ham om at se de to supervisionsgrupper, som to billeder, hvor han ligesom i Harry Potter universet kunne gå på besøg fra billedet med den svære supervisionsgruppe ind i billedet med den lette supervisionsgruppe og bruge den viden, han fik fat i, når han forestillede sig at gå tilbage. Vi fokuserede på supervisandens egen position som supervisor i de to grupper og forskelligheden mellem positionen i den lette og i den svære gruppe. Supervisanden fik en umiddelbar oplevelse af ”at få fat i den lange ende”, hvorfor selve supervisionssessionen blev ret kortvarig. Han havde spontant gen-forbundet sig med sine resurser og kompetencer. Når processen lykkes med to billeder, er der ikke brug for yderligere, men det kan i andre tilfælde være en god ide at spørge til et tredje billede, som ofte spontant bliver et integrationsbilledet i forhold til problematikken.

Eksempler på spørgsmål du kan stille til metaforerne/ billederne:

Hvordan er forbindelsen mellem de to billeder?

Hvordan vejer det ene billede i forhold til det andet?

Hvordan supplerer billederne hinanden?

Hvad betyder billederne for dig?

Hvis billederne kunne bevæge sig, hvad ville være det næste som skete?

Billedrejse – det modsatte billede og det tredje billede

Det er også muligt at arbejde med metoden i en trancetilstand. Billedrejse, som beskrives nedenfor, præsenterede jeg på Hypnosekonferencen i Malmø , hvor den blev anvendt som en gruppeinvitation til at foretage en indre rejse.

Før rejsen inviteres deltagerne ind i en trancetilstand og derefter guides til en billedrejse, hvor en problemstilling bliver symboliseret ved en metafor/et billede. Herefter introduceres begrebet det modsatte billede og inspireret af supervisionen omkring hamstermetaforen, introduceres et billedgalleri, hvor deltagerne kan gå på besøg mellem billederne.

Til sidst integrationsfasen med introduktion af det tredje billede og afslutningsvis en forankring og yderligere fordybelse ved muligheden for at drømme en drøm i trancen.

Billedrejse:

Tranceinvitation : Sidde på stolen – mærke støtten fra stolen, fra gulvet – opmærksom på vejrtrækning og muligheden for at synke dybere ind i dig selv og din indre verden – opmærksom på opmærksomheden …

Første billede: Tænk nu på en situation, hvor du er kommet til kort som terapeut eller samtalepartner… måske har du følt dig fastlåst, skræmt, ikke vidst hvad du skulle gøre… situationen er ufærdig for dig… Tillad dig et kort øjeblik at blive opmærksom på, hvad du er mest opmærksom på i situationen…

Det er muligt at træde et skridt tilbage og se situationen på en afstand… se den som et billede… lad det ske, som bare sker af sig selv uden, du behøver at gøre noget eller anstrenge dig specielt… og måske dukker en metafor op, som fortæller dig noget om situationen… Du kan også her i ro og mag, tilbagelænet fortælle dig selv, hvad du vil kalde det, som sker…

Når du, om et lille øjeblik, har kigget nok på billedet af situationen, er det tid at gå videre og lade nye indtryk komme frem…

Det modsatte billede: Alt har en forside eller bagside, noget indvendigt eller udvendigt, noget er oppe eller nede, noget er før eller efter, og nu kan du lade det modsatte billede komme frem… Få en fornemmelse af det modsatte billede, og igen kan du træde et skridt tilbage og se det modsatte billede på en afstand… og give plads til de metaforer eller betegnelser, navne, som har med det billede at gøre lige netop i det nuværende øjeblik i dit liv…

Billedgalleri: I den indre verden gælder andre regler end i den ydre verden, og det er nu muligt at lade de to billeder stå eller hænge ved siden af hinanden som i et billedgalleri… og som i Harry Potters univers kan du lade figurer, dyr eller andet gå på besøg fra det ene billede og ind i det andet og undersøge, hvad det betyder… opdage nye tråde og forbindelseslinjer, som måske bare er der uden at være det første, du så… Det er muligt, at billederne beriger hinanden, og det er muligt, at billederne bliver tydeligere afgrænset i forhold til hinanden, og du er den første til at opdage hvad, der sker eller ikke sker eller bare sker af sig selv… Måske har du fået øje på det, som er vigtigt eller meningsfyldt for dig, så du kan hvile dig nu, eller måske mangler der en lille bid endnu, eller du er bare nysgerrig og spændt på det næste…

Det tredje billede: Når du ser på dine to billeder for dit indre blik, mærker og fornemmer dem, det første billede og det modsatte billede, er det muligt, at der er brug for mere, måske et tredje billede… og mens du læner dig ind i det, som lige nu føles allermest behageligt for dig, kan det være, at der dukker mere op, som du kan kigge på, snuse til, måske tænke lidt over og få en ny fornemmelse af noget, som giver dig mening, fylde, glæde… i dit liv…

Drøm: Nu er vi nået til drømmetiden, hvor du kan blive, hvor du er, eller du kan drømme en drøm om dine billeder… tage af sted på en drømmebilledrejse, og vi ved, når vi rejser fra et sted til et andet, at vi ikke er helt den samme, når vi kommer frem og alligevel på et andet plan den samme, og landskaber er de samme og alligevel forandrede, og ingen kan gå den helt samme tur, selvom man går den samme tur hver dag, sådan er der så meget, som opmærksomheden kan fange helt uden anstrengelse, bare ved at gå af sted, kommer så mange indtryk, mens du sætter dit eget aftryk og til allersidst kommer måske, måske ikke et nyt udtryk… og mens du drømmer din drøm går verden videre, og du kan nå den sidste bid af fordybelse, inden vi slutter rejsen… så om et øjeblik vil jeg give dig to minutter til at drømme rundt om det, som dukker op for dig og måske kaste et lille blik ind i fremtiden om noget, som du vil tage med dig fra rejsen, om noget du måske gerne vil turde sige eller gøre, og de to minutter starter nu…

Stille og roligt gør du dig nu klar til at vende opmærksomheden tilbage hertil og tale med din siddekammerat om: Hvordan er forbindelsen mellem dine billeder? Hvordan det ene billede vejer i forhold til det andet? Hvordan billederne supplerer hinanden? Hvad billederne betyder for dig? Hvis billederne kunne bevæge sig som i en film, hvad ville være det næste, som skete?

… Og nu kan du glemme alle disse spørgsmål og vende dig om mod din nærmeste siddekammerat og tale om det, som du har på hjerte, det som er meningsfuldt for dig… En samtale mellem jer to i ti minutter.

Individuel billedrejse

Samme billedrejse kan anvendes med individuelle klienter, hvor vi arbejder med de billeder, som er dukket op via samtalen, så instruktionen kunne lyde til kvinden med hamsteren i et hurtigt hjul, når hun var inviteret ind i en trance:

Første billede: Se billedet for dig – en hamster i et hurtigt hjul. Tillad dig et kort øjeblik at blive opmærksom på, hvad du er mest opmærksom på i situationen…

Det er muligt at træde et skridt tilbage og se situationen på en afstand… se den som et billede… lad det ske, som bare sker af sig selv uden, du behøver at gøre noget eller anstrenge dig specielt… og måske dukker der noget op, som fortæller dig om situationen… Du kan også her i ro og mag, tilbagelænet fortælle dig selv, hvad du vil kalde det, som sker…

Når du, om et lille øjeblik, har kigget nok på billedet af situationen, er det tid at gå videre og lade nye indtryk komme frem…

Derefter kan rejsen gå videre med det modsatte billede osv. Sidste afsnit af ovenstående billedrejse udelades, da det er møntet på grupper, hvor det kan være en mulighed at tale lidt med siddekammeraten, for at forstærke det, som den enkelte har fundet særligt meningsfuld via billedrejsen.

Når vi arbejder individuelt, kan en lille pause med indre arbejde, hvor supervisanden skriver ned eller tegner, være en god fordybelse inden den videre samtale.

Arbejdstempo

Når min supervisand får en oplevelse som billedligt kan symboliseres ved en hamster i et for hurtigt hjul, er arbejdstempoet for højt. Det kan der være mange forskellige grunde til, og en af dem er den kulturelt betingede hensynsfuldhed, som mange behandlere ”lider” af. Altid opmærksom på de andres behov, hvilket er en rigtig god færdighed, hvis den forekommer i en balance med hensynet til en selv i behandlerrollen. Endvidere er der ofte i det moderne samfund et misforhold mellem arbejdsmængden og den arbejdstid, vi har til rådighed. På en del arbejdspladser lægges det ud til den enkelte selv at foretage en prioritering. For mange behandlere betyder det, at de løber endnu stærkere.

Her følger en historie, hvor temaet om hensynsfuldhed, den manglende balance i behandlerrollen og ideer til at finde andre veje er pakket ind i fortællingen.

Historien om sygdommen og forskellige måder at bekæmpe den på

”Der var brudt en sygdom ud i landet. Ingen vidste, hvor den var kommet fra, for nærmest umærkeligt havde den bredt sig, først i landområderne og senere ind til byerne.

Sygdommen kendtes på forskellige ret sammensatte symptomer fra hjertebanken og nervøsitet til uro og nattevågenhed med spekulationer over dagens begivenheder: Havde man gjort nok? Var alle helt tilfredse, eller var der noget, man havde overset?

De, som særligt var ramt af sygdommen, var helt udmattede, når de nåede aften. I reglen havde de ikke nået noget af det, de gerne ville, sådan bare for deres egen skyld, for der var altid så meget, der skulle passes først. Det kunne være alt muligt arbejde og ekstra projekter, overarbejde, gamle krævende forældre, haver, huse, børn, naboer, venner – ja, alt og alle havde brug for en hånd, og jo mere sygdommen fik fat, jo værre stod det til med at betjene alt og alle, inden der blev et minuts pause eller to.

Sygdommens navn var hensynsfuldhedsbetændelse, og den blev hurtigt registreret på verdensplan. Den bidrog til megen mærkværdig kommunikation, hvor det hele tiden var hensynet til den anden eller de andre, som stod øverst. Så selvom der var nogen, man ikke brød sig om, så besøgte man dem alligevel, af hensyn. Selvom der var overarbejde, som var for meget for familien, så udførte man det, af hensyn, og sådan kunne man blive ved, hensyn mig her og der.

En skønne dag blev det for meget, en hel flok mennesker mødtes spontant, og alle var trætte og udmattede og rigtig trætte af, at der blev alt for lidt plads til deres egne drømme og ønsker. De opsøgte først en af landet kendte terapeuter, som bestemt ikke led af hensynsfuldhedsbetændelse. Han forlangte først et klækkeligt honorar, inden han udtalte sig: ”De fleste mennesker har mange flere evner, end de udfolder.”

Straks var der nogen i flokken, som fik ideer til at bekæmpe sygdommen, og de gik øjeblikkeligt i gang. Andre syntes, det var en lovlig tynd kop te, så de drog videre til en af landets store økonomer, som tilfældigvis havde tid den eftermiddag, og hun udtalte: ”Give and take” var engang god latin, men jeg vil nu tilføje, husk at have det sjovt undervejs.”

Det var der flere i flokken, der faldt for, og de drog hjemad for at føre de nye tanker ind i deres personlige bekæmpelse af sygdommen.

En lille håndfuld var tilbage, og en af dem kom til at tænke på, hvordan man engang vejede guldstøvet på Guldkysten i Afrika. På en vægt lagde man guldstøv i den ene skål og i den anden små meget smukke figurer lavet i massivt guld, så der var noget værdifuldt i hver skål, som blev vejet op mod hinanden til vægten fandt sit balancepunkt. ”Måske vil sygdommen opløse sig selv, hvis vi gør noget tilsvarende”, gik snakken i den lille flok, der var tilbage. Det måtte komme an på en prøve, og de drog straks af sted i mange forskellige retninger…”

Denne historie har jeg fortalt i flere supervisionsgrupper som en optakt til at drøfte, hvordan vi kan blive berørt og ramt personligt af behandlingsarbejdet, hvis vi glemmer at have et øje på vores egen personlige balance i behandlerrollen.

Historien kan, som billedrejsen, fortælles for en gruppe, hvor man først inviterer ind i en trancetilstand, som kan være en meget behagelig position at lytte fra, idet supervisanderne i trancen kan lytte til historien på hver sin måde, lade sig inspirere af lige netop det, som er meningsfuldt i øjeblikket i de parallelle historier, som dukker op, og samtidig undgå at bruge energi på at bekræfte historiefortælleren.

Historien udfordrer indirekte de forestillinger, vi har om os selv i arbejdsrollen og de forestillinger, vi har om, hvordan vi tager vare på balancen i arbejdet. Vi lever, som Milton H. Erickson er vældig god til at påpege i sit arbejde, begrænset af vore forestillinger. Når forestillingsboblen brister, bliver der åbnet for nye muligheder.

Eksempler fra psykologer i supervision: Hvorfor ikke tage løbeturen i en længere frokostpause? Hvorfor ikke tage hjem fra klinikken et par dage om ugen, mens det endnu er lyst om vinteren? Hvorfor ikke sætte tid af til læsning af fag litteratur?

Hvorfor ikke… fyld selv dine ønsker ind på prikkerne!

Psykolog Grethe Bruun arbejder i Psykologgruppen-Næstved primært med supervision, hypnose og storytelling. Artikler og historier kan downloades fra www.psykologgruppen-naestved.dk

Hypnoterapi og storytelling som duplo klodser

af psykolog Grethe Bruun

(Publiceret i ”Hypnoterapi” Dansk Selskab for Klinisk og eksperimentel hypnose juli 2011)

Af og til hører jeg behandlere sige, at det er svært at arbejde med hypnoterapi. Med det følgende case eksempel, vil jeg gerne vise, at det faktisk er ret enkelt, hvis vi bruger små børns duplo klodser (store legoklodser), som metafor for det, som kan foregå i en session. Først gennemføres et interview med en supersand, som efterfølgende beskriver sit yndlingsafslapningssted pr. mail. Derefter indtales en cd session til supervisanden. Til sidst i artiklen analyseres sessionen efter duplo klods princippet, delt op i enkeltdele, som gør sessionen overskuelig.

Case-eksempel: Balance mellem selvværdsfølelse og selvkritik

En psykolog fortæller i en samtale om en problemstilling, som hun gerne vil have hjælp til: ”Jeg spænder ben for mig selv”. Hørt med hypnoterapeutens ører, er udtalelsen rigtig god, selvom det kan være en smertefuld position for psykologen at være på, for i udtalelsen ligger indlejret en besked om en resurse, nemlig drømmen om, at det kan være anderledes. Vi laver et interview, hvor psykologen uddyber, at det at spænde ben for sig selv, betyder at hun mister kreativiteten, og at selvkritikken stiger. Der opstår en indre ubalance, og hun ”piner sig selv” med, hvorfor hun sagde det ene eller det andet. I virkeligheden en meget almen og genkendelig mekanisme for de fleste mennesker, når selvværdsfølelsen og selvkritikken ikke er i balance.

I interviewet kommer også frem, at hun altid har vidst, hvad hun ville og dermed er blevet en mønsterbryder, hvor der samtidig er en lille djævel, som ind imellem kan stikke hovedet frem med bemærkningen: ”Skomager bliv ved din læst”. Heldigvis ejer supervisanden også en god portion trods, som hun kalder det, nemlig denne fornemmelse af at vide, hvad hun vil, på trods. Når vi gør noget på trods, gør vi ofte op med de diskurser, som ligger i opvækstmiljøet, om hvad der kan lade sig gøre, og om hvordan vi bør leve vores liv. ”På trods af ” kan i et menneskes liv være et vældigt startskud til personlig udvikling og udfoldelse.

Da vi slutter interviewet, aftaler vi, at jeg laver en cd til hende, som hun kan lytte på hjemme. Jeg beder hende sende mig en mail med en beskrivelse af hendes yndlingsafslapningssted. Der er flere grunde til dette. Den første er, at klienten gen-forbinder sig med yndlingsafslapningsstedet så snart, det bliver nævnt. Det hjælper indirekte på en bedre balance mellem selvværdet og selvkritikken. Den anden er, at klientens egne ord om stedet – Klientens ordbog” – kan bruges til at fordybe trancen. Når hun hører ordene sagt højt på cd’en, bliver de et slags positivt

ekko. Indenfor hypnoterapien bruges også tit udtrykket ”safe place”, men her foretrækker jeg af at bruge et udtryk fra hverdagsproget, yndlingsafslapningssted.

Efter et par dage kommer mailen:

”Hej igen.

Det yndlingsafslapningssted der først dukker op i mine tanker er min gamle øreklapstol. En gammel, slidt stol, som er rigtig god at sidde i/krybe op i…

Jeg har mange gode minder med den stol. Den stod i mine bedsteforældres (farforældres) hjem. Det var stolen der stod i den ”pæne stue”, og blev bl.a. brugt når alle børnebørnene blev foreviget med farmor og farfar (på skift) siddende i stolen, og alle de ti børnebørn rundt omkring, på armlæn, på skødet, de mellemste på gulvet foran stolen, og de ældste pænt stående bagved, med armene hvilende på ryglænet. Det blev min far der arvede stolen da min farmor døde. For nogle år siden blev det så min… Den er som sagt meget slidt i betrækket, og trænger til en opstramning hist og her. Det har vi netop besluttet os for at investere i, har valgt stoffet…

For mig er det ren afslapning at sidde i den stol og læse en god bog, gerne en krimi… Den står et sted (vores opholdsstue) hvor et stort sydvendt vindue lukker lyset ind, så det ”falder” på ens højre side, når man sidder der. En af fordelene ved stolen er dens rummelighed – den er næsten huleagtig. Man kan sidde almindeligt i den, sidde med benene trukket op til siden, eller lade dem (benene) hænge over det ene armlæn. Som barn holdt jeg meget af at ”stå på hovedet” i stolen, altså sætte mig på det halvhøje ryglæn og så læne mig bagud, således at hovedet støttede på sædet, ryg, bagdel og lår på ryglænet. Benene kunne så hænge mere eller mindre frit, afhængig af kropslængden.

Når jeg sidder i den nu, har jeg flere gange tænkt, at det sender et signal til min omgivelser om, at jeg er ”i min egen verden”, ”ikke forstyrre”. Min mand siger ofte, når jeg sidder der, ”det ser rart ud”, eller han giver mig bare en berøring. Da drengene boede hjemme, afbrød de ikke når jeg sad i stolen og læste, med mindre der var noget meget presserende, men de gav mig ofte et smil.

Når mine børnebørn er hjemme drages de også af den stol, den er rigtig god til højtlæsning, vi kan alle tre, snart fire (det tredje barnebarn er knap l år), sidde i den, uden problemer… Så det er både en stads-stol, en fotoopstilings-rekvisit, en ”tumle”stol, en læse- og fordybelses-stol og nu også en fortælle-stol. Godt vi har valgt at give den nyt tøj, så den kan holde en generation mere…

Håber det er brugbart.

Kh”

Med udgangspunkt i interviewet kombineret med beskrivelsen af yndlings afslapningsstedet, indtaler jeg en cd til min supervisand og sender af sted med posten. Her kommer først teksten til cd´en efterfulgt af en analyse af cd´ens enkeltdele, en såkaldt duplo-analyse.

Tekst til cd session

”Læg dig behageligt eller sæt dig behageligt til rette i din øreklapstol, familiens eje gennem flere generationer, liggende eller siddende et fordybelsessted… hvor du kan være dig uden at gøre noget som helst andet end at sidde der og trække vejret eller lade det trække dig… Det er muligt at mærke fornemmelsen af underlaget, at du bliver støttet båret oppe, og som indianerne siger, at gulvet støtter underlaget eller stolen, og at gulvet selv støttes af universet… så du kan ligge eller sidde her i dit eget hjem støttet af hele universet til at være dig… i kontakt med det som lige nu føles vigtigt… meningsfuldt… for dig … værende den du er… i dette nu…

Mærk dine fødder… Hvordan de hviler mod underlaget… Mærk en tyngde og varme i fødderne, som breder sig… et velvære i begge fødder…

Mærk dine lægge… mærk en varme og afspænding, som breder sig op gennem dine lægge…

Lårene… enden… maven… mellemgulvet… brystkassen… ryggen… skuldrene… nakken… baghovedet… halsen… ansigtet… alle ansigtets muskler… øjnene… hele hovedet… hele kroppen… mærk hvordan hele din krop har muligheden for at føles varm og afspændt…

Hver gang du ånder ind, kan du ånde en bid af himlen ind og lade den vaske gennem dig, som floden vasker flodlejet og lade dét strømme med ud, som strømmer af sig selv… tanker, fornemmelser, følelser, som ikke længere er relevante, brugbare, konstruktive…

Din opmærksomhed kan et øjeblik være med din vejrtrækning… mærk din vejrtrækning uden at ændre noget… bare følg det som er… mærk hvordan din vejrtrækning bevæger sig… helt uden at du behøver at gøre noget… Måske ændres din vejrtrækning lidt af din opmærksomhed… måske passer den bare sig selv…

Fornemmelsen af at krybe op i den gamle, slidte stol, ikke en hvilken som helst stol men den stol… Gode minder kan finde vej i den stol og omkring den stol… Den blev brugt, når farmor eller farfar stolte lod sig fotografere med alle børnebørn omkring sig på armlæn, på skødet, de mellemste på gulvet foran stolen, og de ældste pænt stående bagved, med armene hvilende på ryglænet. Stolen blev næsten en rygsøjle i familiestamtræsbillederne… Far arvede stolen og siden blev den din…

Som det går med ting i livet, er den som sagt meget slidt i betrækket, og trænger til en opstramning hist og her. Måske en kærlig hånd og bag den en kærlig tanke… og stoffet det nye er valgt med omhu… Stolen er blevet gammel og måske lidt træt i betrækket, og på samme måde som du inderst inde ved, hvad du vil, holder denne stol til generationers brug… der er en retning og for nogen en trods, mod at falde igennem og være udenfor, forkert og ikke klog nok, og alligevel lykkes det at få benene til at gå sammen i den rigtige retning til steder, hvor der, som i stolen, er rummelighed, hvor du er elsket uanset hvad… som den du er… mærker det på en legende måde, som dengang du stod på hovedet i stolen eller lod benene hænge ud over det ene armlæn, at du er kapabel… respekteret, og at ting lykkes uden benspænd… og der var Bambi og Stampe på isen. Sådan en rigtig vinterdag med frost i luften og klar høj himmel, hvor alle lige skulle udfordre grænsen for deres kunnen, også Bambi med lidt hjælp fra sin bedste ven, og vi holder vejret, og vi ønsker for ham… og vi ser på hans forsøg, hvor han falder igennem og spænder ben for sig selv med milde, milde øjne…

Bambi har måske tænkt, at det her var besværligt, op ad bakke, som hele den lange vejen op ad Himmelbjerget… og alligevel ud over vennen, har der sikkert været en lille stemme indeni ham, som har sagt: ”Jeg skal vise dem, skal jeg!” … og den har han lyttet til. Vi vælger alle hvad og hvem vi lytter til, både i de indre og de ydre stemmer, som i indianerhistorien hvor barnebarnet spørger bedstefar: ”Hvilken ulv vinder?” Den onde eller den gode? Den du selv fordrer!… Den ene ulv elsker ordsprog som ”Skomager bliv ved din læst” Den anden ulv trives og vokser ved noget andet… ved gode personlige kommentarer. Den giver ikke meget for slidte hule kommentarer, men elsker ”Yes we can!”, og ”Why not?”

Så synk ind i dit sikre sted, i din lænestol, som sender et signal til dine omgivelser om, at du er ”i din egen verden”, ” vil ikke forstyrres”. Din mand siger ofte, når du sidder der, ”Det ser rart ud”, eller han giver dig bare en berøring, og dengang da drengene boede hjemme, talte lænestolen så tydeligt et teenager sprog, at de ikke afbrød, når du sad i stolen og læste, med mindre der var noget meget presserende, men de gav dig ofte et smil…

Du kan sidde der ved det store sydvendte vindue, hvor lyset ”falder” på din højre side og mærke lyset og varmen. Stolen er der med sin rummelighed – den er næsten huleagtig. Du kan sidde i den nu, lige hvordan du vil: almindeligt, sidde med benene trukket op til siden, eller lade benene hænge over det ene armlæn. Som barn holdt du meget af at ”stå på hovedet” i stolen, altså sætte dig på det halvhøje ryglæn og så læne dig bagud, så hovedet støttede på sædet og ryg, bagdel og lår støttede på ryglænet. Benene kunne så hænge mere eller mindre frit, afhængig af kropslængden.

Mens du eksperimenterer, hvordan en pige, der som Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusmynte Efraimsdatter Langstømpe, kan have hovedet oppe eller nede, gå forlæns eller baglæns i sin egen gangart og sådan er der så meget i den historie at tænke over, at afprøve, nye skridt hele tiden på et eller to ben…

Nu vil jeg fortælle dig en historie, som dukkede op for mig en dag:

Historien om kvinden med de to genstridige ben

”En kvinde havde efterhånden fået rigtig svært ved at holde balancen. Det var som om hendes to ben ville hver sin vej det meste af tiden.

Det var startet i det små, mens hun var en pige, og så kom alle skole- og uddannelsesårene, hvor det ene ben tog over på alle skole- og arbejdsdage, og det andet tog revanche specielt i sommerferien, hvor hun aldrig sad stille eller gik i takt men dansede af sted på lette ben i små fine sko.

Nu var hun efterhånden en kvinde midt i livet, og benene trak hver sin vej. Hun og de var kommet ud af rytme, og begge ben ville bestemme farten.

Det højre, officersben, mente kvinden stammede fra faderen og hele hans slægt af militærfolk gennem mange generationer, som yndede præcision, regelmæssighed og takt.

Det venstre ben, dansebenet, havde sine rødder tilbage i moderens aner af dansere, kunstnere og gøglere af alle slags. Dansebenet yndede lethed, bevægelse og helt uforudsigelig fart over feltet.

Dansetrin opstod hele tiden, og så gik der kuk i takten, som højre benet marcherede i.

Benene ønskede gensidigt hinanden hen, hvor pebret gror, og begge længtes efter at få gangarten gennem livet til at gå i deres foretrukne rytme. Officersbenet svedte af anstrengelse over at holde takten; mens dansebenet var ved at tabe modet over, at det kun blev til så få dansetrin ad gangen.

Kviden mærkede en voldsom ubalance. Hun følte sig helt skæv i hofterne. Begge knæ og ankler værkede, og da kvinden var på vej op ad en bakke, ville benene pludselig ikke bære mere, og hun styrtede. Hun slog sig voldsomt og måtte sidde længe og sunde sig, og mens hun sad der, kom hun i tanke om det samarbejde, benene engang var i stand til at udføre, og ønskede inderligt, at det kunne opstå igen.

En ældre morlille kom gående opad bakken med sit barnebarn. De standsede og tilbød kvinden et par små røde æbler og noget frisk vand. Kvinden klagede sin nød og hørte barnebarnet sige: ”Det ene ben er jo meget tykkere end det andet!”

Morlille så på kvinden med milde øjne: ”Der er råd for din ulykkelighed. Kig nøje på dine ben hver dag og sørg for at bruge dem, så de får samme størrelse. Det er et stort og dagligt arbejde, som du skal udføre, og så snart det er overstået, vil resten gå af sig selv. Benene sørger for resten.”

Morlille gik videre med sit barnebarn, og kvinden spiste langsomt æblerne, mens hun iagttog sine ben. Barnebarnet have ret. Der var stor forskel på størrelsen, så nu måtte hun lægge sig i selen og tildele det tyndeste ben mere plads. Kvinden trænede dagligt sin opmærksomhed og efter nogen tid, mærkede hun en ny balance, mens hun stille og roligt genvandt sit gode, gamle humør. Benene fandt ind i en naturlig rytme med hinanden, og kvindens balance i livet blev med tiden en helt anden…”

Mens du mærker din stols rummelighed og generationers opbakning af at være en modig kvinde, en kvinde som er gået sin egen vej… i tide…

uden livrem og seler… gået vejen på sin måde… og fundet sin opbakning undervejs… hvad var Pippi uden Tommy og Annika… Der er så mange måder at fortælle en god historie på…

Børnebørnene har fundet vej til stolen og der er plads til jer alle til højtlæsning og fortælling … og en lille barnestemme siger: ”Farmor fortæl!”… og du fortæller din historie… Med din vinkel og alt det, du synes er vigtigt at give videre om livet, sådan fra psykologstolen og fra din opvækst, og fra alt det andet udenom og midt imellem… børn suger fortællinger til sig med hud og hår… gør store øjne og ørerne blafrer… og vi voksne bliver bedre fortællere… husker flere detaljer… vigtige sætninger … livserfaring… undervejs… personlige farver… og stolen, godt den får nyt tøj, så den holder til mindst en generation mere af historiefortællere og læseheste… der er så meget tilbage endnu, som skal åbnes og fortælles, deles… at sidde der og fortælle sig… du med din copyright til at fortælle dine fortællinger på din måde… bare sådan fortalt fra lænestolens huleagtige dyb, hvor du kan være helt dig selv…

Nu er det tid, i stolen, på madrassen, hvor det er mest behageligt for dig at læne dig tilbage, ind i et langt og på mange måder godt liv, med stærke relationer, med mand, sønner, svigerdøtre, børnebørn, venner, kolleger… og alle dem, som bare kommer forbi i et liv i kortere eller længere tid og tage kredit for alt det, du har ydet… sagt og gjort… Nu vil jeg slutte, og du kan ligge eller sidde og mærke, hvornår du er klar til igen at vende blikket mere udad igen mod dagen i dag, og alt det den bringer… og hver gang du har lyst, kan du høre cd´en igen og minde dig selv om… lige nøjagtig det… som du er den første til at vide… Din fortælling fra livet og lænestolens dyb… en stadsstol, en fotoopstilings rekvisit, en tumle stol, en læse- og fordybelsesstol og nu også en fortællestol, ja det må vist siges at være noget af en stol.

Tak skal du have for at dele den med mig.”

I den supervisionsgruppe, som psykologen deltager i, har vi arbejdet os væk fra diskursen om, at hypnoterapi er vanskelig at lære og udføre, ved at betragte hypnoterapeutiske forløb som en række duplo klodser, som er sat ovenpå hinanden, så hermed en opdeling af sessionens enkeltdele:

Duplo-analyse af hypnoterapi CD

1. Interviewe om problemet:

- få beskrivelser frem, klientens ordbog

2. Personlig beskrivelse pr. mail:

- beskrive sit yndlingsafslapningssted på mailen

- har umiddelbar effekt, gen-forbinder

3. Afspændingsinvitation:

- gennemgå kroppen

- brug yndlingsafslapningssted

- indlejrede beskeder, hvor du kan være dig selv…

4. Historier:

Første historie: Bambi og Stampe

- parallel historie

- ven, milde øjne

- gør forsøg

- indre stemme – ”jeg skal vise dem”

Anden historie: Pippi

- går sin egen vej

- bekræftelse af trodssiden, at vide hvad hun vil

- brobygning til 3. historie

Tredje historie: Kvinden med de to genstridige ben

- danseben og officersben adresserer ubalance

- indre hjælper aktiveres

- om at finde en anden balance i livet

5. Forankring: tilbage til yndlingsafslapningssted og fordybelse

6. Future pace:

- enhver fortælling på sin måde

- copyright på din

- børnebørn

- stol…

Duplo-sløjfe:

Som når små børn bygger med duplo klodser tager interventionen her udgangspunkt i klientens ordbog via interviewet, hvor både problemstillingen ”jeg spænder ben for mig selv” og resurserne, den såkaldte trodsside ”jeg ved, hvad jeg vil” – benævnes.

Scenen sættes til fordybelse ved at invitere psykologen ind i en trancetilstand – her bruges to duplo klodser: afspænding af kroppen og materiale fra yndlingsafslapningsstedet med indlejrede beskeder om, fx at lade tanker, fornemmelser, følelser, som ikke længere er relevante, brugbare, konstruktive strømme ud… værende den du er… Beskeder, som klienten frit kan tage til sig eller ignorere, hvis de ikke er meningsfulde.

De tre historier på cd´en bruges som det fælles tredje i storytelling. Historierne adresserer på forskellig vis temaet for sessionen. Bambi og Stampe historien er en parallel historie, hvor forsøg gøres med vennens milde opbakning, og der flettes en lille stemme ind, som kommer fra det oprindelige interview, et direkte citat fra klientens ordbog: ”Jeg skal vise dem”.

Pippi historien bekræfter trodssiden og den stærke fornemmelse, klienten har af at vide, hvad hun vil, på trods. Pippi går jo som bekendt både forlæns og baglæns, bærer på sin hest og ruller pandekagedej ud på gulvet, og metakommunikationen, i Astrid Lindgreens historie, er, at Pippi klarer sig rigtig godt på trods!

Både Bambi og Pippi er tidsmæssigt figurer fra psykologens barndomstid og dermed en del af den fælles kulturarv. Hver generation har sine favoritfigurer, mens Pippi nok efterhånden har fået arketypisk status og taler til begge køn.

Historien om Kvinden med de to genstridige ben meldte sig hos mig længe før interviewet med psykologen. Jeg blev optaget af metaforen officersbenet, som blev brugt af en bekendt og senere kom dansebenet til. Dermed var scenen sat til en polaritet. Historien følger eventyrmodellen med heltindens besvær med benenes manglende samarbejde og senere kvindens fald. Hjælpen kommer ind i form af Morlille, den vise kvinde, som gavmildt øser af sin livsvisdom. Barnebarnet kan, som i

H.C. Andersens historie ”Kejserens nye klæder”, tale højt om det, som er tydeligt for alle undtagen for hovedpersonen. Kvinden tager stafetten, og historien går videre… med en åben slutning, som psykologen eller andre, som hører historien, selv kan fuldende på deres personlige måde.

Da jeg første gang fortalte historien i en supervisionsgruppe for psykologer, mente mere end halvdelen, at historien var lavet specielt til dem. Ubalance er et alment eksistentielt tema for mange. Historien bruges her for at adresse ubalancen, og i historien arbejdes der indirekte med muligheder for at opnå en anden balance mellem selvværdsfølelse og selvkritik. En livslang indre dialog, som kan være uhyre konstruktiv, når der kontinuerligt findes nye balancer mellem de to sider. Selvkritikken kan blive den konstruktive revisor, hvis vi formår at lytte til den, frem for at lade den vokse sig stor og skræmmende. Som i indianerhistorien kan vi have opmærksomheden på hvilken side, vi selv fordrer. En forlængelse af den ovennævnte session, er at opdage: hvornår og hvordan den ene eller den anden side bliver fordret.

Et arbejdsspørgsmål fremover både for psykologen i eksemplet og for alle andre: Hvem og hvad støtter dig i at fodre den side, du gerne vil have skal komme til udfoldelse i en given situation.

Tilbage til duplo klodserne, efter de tre historier sker en forankring af materialet hos klienten ved gå tilbage til yndlingsafslapningsstedet, familiens gamle øreklapstol og fremtiden adresseres gennem børnebørnene, der siger: ”Farmor fortæl!”… du med din copyright til at fortælle dine fortællinger på din måde… Fremtidsforestillinger påvirker straks nutiden. Når forestillingen om fremtiden er installeret, tilbyder den de trædesten, som psykologen kan gå videre på i fortællingen om at generobre sit selvværd og spænde mindre ben for sig selv. Psykologens beskrivelse af yndlingsafslapningsstedet i familiens store øreklapstol rummer mange kinæstetiske udtryk, hvorfor der i sessionen på båndet også er brugt en hel del kinæstetisk forankring, fx mærke lyset og varmen, læne dig ind i. Som future pace kunne jeg havde understeget dette endnu mere fx at have denne fornemmelse i kroppen med dig i alle mulige stole, mange forskellige steder i fremtiden, hvor fornemmelsen kan minde dig om noget vigtigt for dig…

Ud over hjælpen fra cd´en, fik psykologen undervejs i processen gen-forbundet sig med sin gæve humor og fik udtrykt, at det var en lettelse at stoppe fejlfindingen: ”Det kan da godt være, at alt ikke er så klogt”, og med denne diskurs opstår der en ny platform for psykologen, hvor hun kan give sig mulighed for at have samme vurderingsstandard overfor sig selv som overfor alle andre, nemlig at vi ikke behøver at være perfekte, og det er en stor frihed at give sig i det levede hverdagsliv.

Afslutningsvis vil jeg gerne citere min gode ven Per Nilsson : ”Duplo klodser er store til små hænder, som senere i livet, når de bliver større, lærer at bygge med mindre klodser.”

Send en mail, hvis du vil dele dine svar, til grethe@psykologgruppen-naestved.dk

Psykolog Grethe Bruun arbejder i Psykologgruppen-Næstved primært med supervision, hypnose og storytelling.

Historier og artikler kan downloades fra hjemmesiden: www.psykologgruppen-naestved.dk